>VI HAR LIGE OVERVÆRET DEN BEDSTE UDGAVE I MANGE, MANGE ÅR AF VERDENS ÆLDSTE KLASSIKER, SOM I MANGE UDGAVER DE SENERE ÅR HAR SKUFFET FÆLT VED AFVENTENDE KØRSEL INDTIL DEN SIDSTE STIGNING. OGSÅ DE SENESTE ÅR MED OMLÆGNING AF FINALEN, ER DER KOMMET 100 MAND TIL FODEN AF ROCHE-AUX-FAUCONS, HVOR TINGENE SÅ TIL GENGÆLD ER BLEVET AFGJORT.

Af: Per Bausager
Allerede helt ude på Haute Levée, 70 km fra mål, angreb Van Avermaet, og det satte gang i tingene. Herefter var der aldrig fred igen. Man havde en fornemmelse af at der var mange hold, som havde lagt en plan om, at der ikke skulle ventes til sidste stigning. Især Astana og Cofidis var aktive. Med 50 km hjem var også Bora-Hansgrohe fremme med hele holdet for at sætte tempo.

På nedkørslen frem til La Redoute var det Quick-Step der satte farten, og den var høj. Formentlig blot for at holde Alaphilippe fremme til stigningen.

Nu har jeg været efter Ineos nogle gange forgangne uge, fordi jeg ikke synes de kører efter hvad det er for et ryttermateriale, de har. Det skal jeg love for at de lavede om på i dag. For på Redoute gik de kollektivt til angreb. Det var Tao Geoghegan Hart der svingede pisken i en drabelig forcering, der fik feltet til at knække langt fremme, og efterlod Alaphilippe, Fuglsang og Roglic bagude. Ineos fortsatte med at trykke pedalen i bund, men det lykkedes Quick-Step og Astana at få lukket hullet. I mellemtiden havde en stærkt kørende Vingegaard neutraliseret et nyt angreb fra Geoghegan Hart.

På Cote des Forges var der nye angreb. En stærk formation med blandt andre Vingegaard, Yates og igen Geoghegan Hart kom afsted og fik et pænt hul.  Vanen tro tog den seneste Tour de France-vinder Pogacar selv affære og lukkede hullet, hvilket selvsagt ikke gjorde udbruddet mindre farligt. Man sad faktisk og tænkte, at det kunne være noget, der kunne sejle i havn.

Getty Images

Hele dette kaos, hvor flere favoritter var blevet tynde i manchetterne hvad angik hjælpere kan man tilskrive Ineos massive pres siden Redoute. Og det var ikke slut, for med 21 km hjem lancerede Carapaz et frygeligt angreb, som det er hans signatur. Han lægger virkelig fra land når han hiver ankeret. Og han formår som få at lægge appel i trådet når han er fri. Det gjorde han også her. Og han ramte foden af Roche-aux-Faucons med et forspring på 20 sekunder.

Det var et uvant syn at se det stærkt decimerede felt ramme stigningen. Man er vant til at det er 100 mand. Nu var det vel 40. Om det er 100 eller 40 eller 50 er ikke så afgørende, men det er afgørende hvad der skal til for at reducere feltet så markant. Der skal hårdt væddeløb over lang tid til, og det betyder, at ikke alle kommer til løbets afgørende 1300 meter med de samme ben, som de ville have haft, hvis det hele var gået som det plejer.

Man må lade Carapaz at han, selv efter mange km solokørsel, var i stand til at holde et smukt drev i maskinen på stigningen, men selv for ham rakte de 20 sekunder ikke langt.  For Pogacar dirigerede Formolo frem for at tømme posen, og Formolo er en grum mand på sådan en stigning efter 250 km. I sit store gear tromlede han frem med hastigt mandefald til følge. Og så lagde Woods fra land i et vanvittigt hårdt angreb der prompte skabte løbets afgørelse, da kun Valverde, Alaphilippe, Gaudu og Pogacar var i stand til at følge.

At Fuglsang ikke kunne gå med de allerbedste var ikke så overraskende, men at Roglic måtte strække gevær var chokerende. På det faux plat der efterfølger den rigtige stigning kom Roglic og Fuglsang til at sidde med to af Pogacars soldater, nemlig Formolo og Hirschi, der selvsagt ikke skulle noget, og det så ikke ud som om de to andre var i stand til at se bort fra irritationen over det. Overbærenheden fordufter i takt med benenes retræte.

Bettini Photo

Kvintetten foran havde 15 sekunder på toppen, og det stod vel klart, at de ikke ville blive hentet. Det gjorde de heller ikke, men taktiske manøvrer på den sidste km, gjorde at en trio bestående af Hirschi, Mollema og Benoot kun var 7 sekunder efter på stregen.

Efter 700 meter med sur place-lignende tilstande, åbnede Valverde en lang spurt fra spids. Det er mig en gåde, at han fandt sig i at have fronten det meste af den sidste kilometer og at han åbnede så langt ude. Under alle omstændigheder bragede først Alaphilippe og så Pogacar forbi på hans højre side, og den sidste også forbi den første. Tour de France-vinderen fra 2020 vandt Liege-Bastogne-Liege foran verdensmesteren fra 2020. Smukkere bliver det da ikke.

Men summa summarum, et virkelig godt og hårdt cykelløb, som et monument skal være.

Et par ting mere, jeg vil nævne:

Team Ineos fik ikke meget ud af al ståhejet. En 11. plads til Kwiatkowski var udkommet. Det bør dog aldrig, aldrig, aldrig stoppe dem for at køre på samme måde i al fremtid. Det er simpelthen det eneste rigtige med deres rytterstab.
Dette har været et forår der har vist at ingen træer vokser ind i himlen. Alle de uovervindelige har nu prøvet at blive sat til vægs. I dag var det Roglic. Men hvilke cykelløb de har givet os, Alaphilippe, Van der Poel, Van Aert, Roglic, Pogacar.

Fuglsang blev bedste dansker som nr. 12. Jeg synes, det ser definitvt ud til, at han ikke er den stratosfæriske Fuglsang, som han har været de seneste to år, men han sidder altså stadig med verdens bedste ryttere. Hver gang, stort set. Han er og bliver en verdensklasserytter. Vingegaard var deltager i nogle af løbets vanskeligste aktioner, og konfirmerede sit enorme talent. Konfirmerede gjorde Kamp også – at han er en meget stærk cykelrytter i denne type terræn. En flot indsats også af ham.

Getty Images