I denne Tour de France findes nemme dage ikke. Hvis rytterne ikke er udfordret af det ene, så er de det af det andet. I går var ingen undtagelse. Etapen på 202 kilometer fra Rodez til Carcasonne, var i de mange previews betegnet som en ”transportetape”, hvilket egentlig dækker over, at klassementsfolkene og deres hold kan sidde og blæse sæbebobler hele dagen, og lade etapen være et anliggende for etapejægerne.

Men en altfortærende hede gjorde, at det blev en grusom dag i sadlen for høj som lav.  Så varmt var det, at det lokale brandvæsen var kaldt ud for at køre foran feltet hele dagen og sprøjte vand på asfalten for at nedkøle den, der blev langet tusinder af vandflasker til rytterne, der blev brugt is-veste og nylonstrømper fyldt med isterninger for at nedkøle de overophedede cykelrytterkroppe. Det har nok været mange der har sendt en venlig tanke tilbage til tiden hvor hjelm ikke var obligatorisk.

Under disse vanskelige omstændigheder blev der kørt cykelløb for fuld skrue. Og Van Aert gik igen med i morgenhug, denne gang med Mikkel Honoré og Nils Politt. Da feltet ikke ville lade dem få afgørende hul, besluttede Jumbo-Vismas sportsdirektør – måske sammen med Van Aert – at han skulle falde tilbage. Vel sagtens både for at satse på en samlet spurt og for at være tættere på den gule førertrøje, der havde mistet Roglic som vigtig støtte, da han var udgået af løbet om morgenen, som følge af sine skader.

Ulykkerne var ikke slut for Jumbo-Visma for indenfor ti minutter indtraf to rystende hændelser. Først styrtede Kruijswijk (og brækkede kravebenet) og Van Aert. Et øjeblik efter var Benoot og Vingegaard i asfalten, og det var lige før dagens hårdeste stigning, hvor Mads Pedersen havde blæst til angreb for at blive de tungeste sprintere kvit. Pogacar viste sig som en gentleman, og gjorde intet for at profitere af konkurrenternes uheld. Vingegaard og Benoot kom op til feltet, og var tilsyneladende ude de store skader.

Herfra stod der Trek-Segafredo på det meste. Mads Pedersen piskede sine tropper for at gøre løbet hårdt. Van Aert og Philipsen har sikkert slikket sig om munden over at profitere af de blås hårde arbejde i front, men Pedersen viste i hvor blændende form han er i disse dage. Normalt hader han varme og er i defensiven. Nu svingede han øksen på stigningerne, på årets varmeste dag.

 

Mads Pedersen 15. Etape Tour de France

Hans og holdets anstrengelser blev ikke belønnet med en jackpot, men dog med en flot 3. plads. Stuyven leverede Pedersen forbilledligt i front, men på selve stregen kørte Philipsen og Van Aert forbi, og Philipsen fik den første etapesejr i Touren, som han har higet så ukristeligt efter.

Desværre blev det også dagen hvor vi måtte tage afsked med en sløj Michael Mørkøv, der havde kørt hele etapen alene, men ikke klarede tidsgrænsen. Et stort tab for Quick-Step.

I dag har rytterne en tiltrængt hviledag inden den store finale i Pyrenæerne.

Jumbo-Visma: Et kæmpe blow at miste Kruiswijk og Roglic på samme dag, og inden de store slag i Pyrenæerne. De har nu kun Kuss til at støtte den gule trøje i højderne.

UAE: Den enes død, den andens brød. Først var det dem der havde mandefald, og det har de lidt under i alperne. Nu er tingene i balance, og deres mulighed for at bringe Vingegaard ud af sin jernring er blevet en del større.

Ineos: Englænderne er løbets joker. De har en stor kollektiv kraft. Det kan blive en vigtig faktor for løbet hvordan de vælger at bruge den.

Trek-Segafredo: Efter at Mads Pedersen har overstået sin sygdom, har holdet tydeligvis fået sin leder tilbage, og alle er steppet op. Pedersen er en feltherre der kan få alle mand til at yde deres bedste på de dage hvor det giver mening. Godt at se dette flotte hold i første geled igen.

Jonas Vingegaard: Man må tro, han har fået noget at tænke på, men han tager det tilsyneladende cool, at han nu står en del dårligere end for to dage siden. Det er nok en af hans store forcer, at han tager ting cool.

Wout Van Aert: Jeg har hele løbet støttet hans solo-eskapader. Ikke mindst fordi, at uden lebensraum, var han ikke i Touren. Men nu må det være slut. Al fokus må indtil på lørdag være at konservere den gule trøje. Det er jeg også sikker på, han er enig i.

Mads Pedersen:  Det seneste år har han kontinuerligt lagt på. Det niveau, han før kunne ramme et par gange om året er nu næsten permanent. Og han har udviklet sig til at være sit holds faste leder. Står det ikke i den interne organisationsplan, er det i hvert fald tydeligt, at det sådan i praksis. Rollen klæder ham og han bærer ansvaret med bravour.

CITATER

Bon Jungels: ”Andre sportgrene ville aflyse i det vejr. Vi burde starte tidligt om morgenen i sådan en varme. Men vi bestemmer intet. Vi er bare brikker i spillet”.

Alexander Kristoff: ”Vi gennemførte et cykelløb, men det var ikke en fornøjelse. De kunne godt have forkortet etapen”.

Jasper Philipsen: ”Det var vanvittige forhold at køre under”.

Mauro Giannetti: ”Tour de France vil blive afgjort af Vingegaard og Pogacar, ikke af deres hold”.

Michael Mørkøv: ”Det var ubekrivelig hårdt”.

Wout Van Aert: ”Verden ser lidt anderledes ud nu, men vi fortsætter. Fuld damp fremad”.

Het Nieuwblad: ”Van Aert skal arbejde for tre nu”.