TOUR DE VITE

Når ens yndlings kunstner udgiver et nyt album, er man umiddelbart tilbøjelig til at synes, at det er det bedste han/hun/de nogensinde har lavet, og når man har set et cykelløb der har fået blodet til at bruse er man på samme måde, lige når det er slut, parat til at kåre det til den bedste version nogensinde.

Det er langt fra altid, at den vurdering holder på længere sigt. Når oplevelsen har sat sig i sindet, og minderne er røget ned på de dybere lagerhylder sammen med alt det andet, så mister den ofte noget af øjeblikkets stråleglans.

Om dette Tour de France er det bedste af de 54, jeg indgående har fulgt, tør jeg derfor endnu ikke sige. Og hvordan vurderer man det overhovedet. Der vil nok være nogle årgange som mange mennesker vil være enige om er store, men hvis man på egen hånd skal foretage sådan en vurdering, vil det, der afgør sagen nok være, hvor stort et indtryk løbet har gjort på en.

For mit vedkommende er det en af de bedste årgange, jeg har set. Den er i konkurrence med 1971, som altid har været min favorit. 1986, 2003 og 2010 er andre kandidater. Som cykelløb fandt jeg også 2007 forrygende, men måden det endte på, var en streg i regningen.

I hvert har det været et utroligt inciterende cykelløb i samtlige tre uger. Paradoksalt var kongeetapen over Galibier, Croix de Fer og Alpe d’Huez næsten den kedeligste dag i løbet. Det var også dagen, hvor Jumbo Visma meldte ud, at de beklagede, at fra nu af, ville de gøre løbet kedeligt. Helt så galt gik det heldigvis ikke.

 

Magnus Cort Tour de France 2022

 

At løbet blev så mindeværdigt, vil jeg tilskrive fire aktører. De stjal showet og efterlod næsten alle andre som statister. Jeg tænker naturligvis på Jumbo-Visma, Wout Van Aert, Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar. Det var dem det hele drejede sig om løbet igennem.

På det individuelle plan har det været Van Aert og Pogacar der har stået for underholdningen, og har været på færde tidligt og sent, og i alle terræner. Deres angrebslyst, panache og uforudsigelighed har været hæsblæsende.

Vingegaard førte det meste af løbet en mere tilbagetrukket tilværelse, og det viste sig at være klogt. Og det var nu ikke for, at han ikke kunne underholde, for de tre gange i løbet hvor han gik ud i vinden og trådte igennem (Belle Filles, Granon og Hautacam), vil sidde i erindringen i mange år.

Jumbo-Vismas måde at køre Tour de France på har taget mig med storm. Jeg har følt mig næsten ene i Danmark om at have det sådan. Så godt som alle udenlandske medier, jeg dagligt har læst, har haft det som mig, men i Danmark er der tilsyneladende svært at forstå, at præmissen for at have Van Aert med på sit Tour-hold er, at han kan udfolde sig på andre områder end hentning af vandflasker.

Mange (danske) følgere og kommentatorer, har stædigt fastholdt et narrativ, der aldrig har eksisteret: at Van Aert var hjælperytter. Vi taler om verdens bedste cykelrytter, og Jumbo-Vismas vigtigste og mest populære rytter. Ja, den mest populære cykelrytter overhovedet i Benelux, hvor holdet har hjemme.

Det har nu ikke bare været på grund af Van Aert indiskutable ret og pligt til at udfolde sig, jeg har været på hollændernes side. Jeg synes simpelthen, at de er så kloge, dygtige og velforberedte i enhver henseende, at jeg fra dag et har troet på, at de havde styr på deres ting, og efterhånden som løbet er skredet frem er jeg hver eneste dag blevet bekræftet i denne tro.

 

Wout Van Aert Tour de France 2022

 

Den sportslige/strategiske ledelse består af Maasen, Niermann og Zeeman, og de havde op til Touren undersøgt hver eneste etape indgående og lagt en strategi for hver dag, under hensyntagen til hver enkelt rytters kompetencer. Jeg giver et par eksempler fra Zeemans udlægninger til Het Nieuswblad:

  1. etape til Calais

“Den sprint op ad bakke var en gentagelse af det, vi lavede i Paris-Nice. Det kørte bare ikke perfekt. Vi havde regnet ud, at det ville være lidt for eksplosivt for Jonas, men Primoz burde have kunnet komme med. Det var faktisk det store mål: at vinde tid med ham.”

  1. etape til Arenberg

”Første sorte dag. Vi ville gerne gøre en forskel på de sidste fem brostenssektioner, men 30 km fra mål faldt vores plan fuldstændig sammen efter Jonas’ materialesammenbrud og Primoz’ styrt. Wout, Tiesj og Nathan var stadig i stand til at begrænse skaden.”

  1. etape til Super Planche des Belles Filles

“En ankomst der passer meget godt til Pogacar. Så vi ønskede at begrænse skaden, især efter Primoz’ fald. Jonas beviste der, at han var i super god form, fordi vi faktisk havde regnet med, at han ville tabe sekunder. En fit Roglic kunne helt sikkert have vundet den etape.”

  1. etape til Col du Granon

“Vi havde planlagt en bombe. Vores plan virkede ikke fra A til Z, men meget af den gjorde det. Vi ville gerne have ryttere foran, og det lykkedes med Laporte og Van Aert, selvom det oprindeligt var meningen, at Benoot skulle være med. At isolere Pogacar så hurtigt som muligt var det vigtigste aspekt af planen og derefter spille strategien ud med to ledere. Pogacar var imponerende, men ved at besvare alle de angreb faldt han også lige i vores fælde. Vi vidste, at han i sidste ende ville komme til at betale, og Vingegaard havde ikke brugt energi endnu.”

  1. etape til Alpe d’Huez

“Primoz følte i denne fase, at han ikke var på toppen og har uselvisk ofret alle sine egne chancer. Hvis vores plan ikke havde fungeret dagen før, ville vi have gjort det hele igen, men nu var vi i en anden rolle og ville konsolidere. Vi accelererede lidt på Croix de Fer for at teste Pogacar. Vi lagde mærke til, at han var kommet sig godt fra dagen før, ellers var vi gået efter uppercut.

  1. etape til Mende

“En etape, der passede godt til Pogacar. Det var meget vigtigt for os, at alt forblev status quo den dag. På næstsidste stigning accelererede vi lidt for at trætte ham, men han kørte frygteligt hurtigt. Det er Jonas’ fortjeneste, at han blev i hans hjul. Det var godt for os, at bonusserne allerede var væk.”

  1. etape til Peuragudes

“En ankomst, som vi vidste, at Pogacar ville være god til. Derfor besluttede vi igen at være i kontrol. Vi havde allerede dengang vores øjne på Hautacam. UAE satte os under pres med Bjerg og derefter McNulty. Pogacar fortjente at vinde den etape, UAE var det stærkeste hold, men vi var tilfredse med kun 4 sekunders tab.”

  1. etape til Hautacam

“Vi satte Jonas op til at gå til angreb og tage fuldstændig kontrol med Touren. Vi kørte UAE ind i total undertrykkelse. Pogacar fik endnu et mentalt slag, da han så det grønne monster truende på Hautacam igen, og vi gjorde det af med ham også fysisk ved at lade Wout give fuld gas på den fladere del.” I nedgangen af ​​Col de Spandelle var der også det øjeblik, hvor Vingegaard ventede på den faldne Pogacar. Strategisk et fremragende valg.”

Det har været en fornøjelse for mig at se hvor kreativt, offensivt og farverigt, Jumbo-Visma har brugt deres overmagt i dette løb. Langt fra Team Sky’s søvndyssende metode.

Som sidste år kørte Vingegaard tre fejlfri uger. Han er ikke bare verdens for tiden bedste grimpeur, han er også enormt dygtig til at koncentrere sig over lang tid, og til at stole på sit hold. Han er måske ikke så farverig og alsidig som Van Aert og Pogacar, men kompenserer for det med nogle enestående soloridt i den klassiske grimpeur tradition. Og at han kan køre lige op med Van Aert på en 40 kilometer enkeltstart, er næsten ubegribeligt. I denne Tour har Vingegaard stort set gjort det samme som sidste år – bare på et højere niveau. Han præstation er fantastisk, men ikke helt uventet. Det er imponerende som den ro, der har kendetegnet ham gennem hele løbet, bevares nu da han har vundet verdens største cykelløb. Det er ikke nemt at se på ham, at han lige har nået sit livs mål, og han økonomisk har trådt sig ind i superligaen. Ikke små ting at opnå, men på de kanter, hvor han kommer fra, render man vel ikke og skilter med sine følelser.

Pogacar lagde formidabelt ud. Som vi kender ham, var han her og der og alle vegne. Kun Van Aert og Van der Poel kan konkurrere med ham i sprudlende, offensiv og hjertevindende cykling. Mest indtryk på mig gjorde dagen hvor han ene mand gik til angreb på Jumbo-Vismas hær på brostenene, men i det hele taget, løbet igennem, har han sammen med Van Aert været den der har kastet benzin på bålet. Også så meget at han selv er gået ned med mand og mus et par gange. Hans deroute startede på Col du Télégraphe. Her blev han presset til at træffe nogle fatale valg, der kom til at bestemme hans ageren i resten af løbet. Han led også under en voldsom fatal på hold i store dele af løbet.

Mens Pogacar og Vingegaard i vid udstrækning præsterede ting som kunne forudses, overskred Van Aert alle tænkelige grænser, og derfor vil jeg kalde ham for løbets åbenbaring. De internationale cykelmedier er dagligt kogt over med Van Aert-historier og analytikere og eks-ryttere har lovprist ham i vantro beundring. Hans præstationer ligner omtrent dem som Eddy Merckx lavede i sin regeringstid, bortset fra at Merckx var en bedre bjergrytter. At lave bare én af de ting Van Aert lavede i år, kræver en super champion. At lave disse ting dagligt over tre uger er af en anden verden. Jeg har det sådan at når jeg ser Pogacar lave et stort nummer, så tænker jeg, at han er verdens bedste cykelrytter, og når så dagen efter, at Van Aert laver sit nummer, så tænker jeg: nej, det er ham der er den største. Men jeg synes, at i denne Tour har det været Van Aert der er løbet med pokalen når alt lægges sammen.

 

Tour de France 2022

 

Jumbo-Vismas performance manager, Matieu Heijboer, fortæller om de største bedrifter:

Angrebet på Cap Blanc Nez: ny rekord på 2 minutter

“På fjerde etape ønskede vi at tage tid på konkurrenterne. I vores plan måtte Wout fyre den af med 100 procent på stigningen for at overraske oppositionen. Han kørte dog så stærkt, at Jonas ikke kunne følge med og det kunne heller ikke de andre klassementsryttere. I løbet af den to-minutters indsats trykkede Wout med en kraft, jeg aldrig har set før. Ikke engang den allerbedste Roglic. Ny holdrekord. Wout laver altid formidable indsatser på to til seks minutter, men den dag satte han en ny rekord. Da han nåede toppen af ​​Cap Blanc Nez, fortsatte han blot sin indsats og holdt den jagende peloton bagved i elleve kilometer. Fænomenalt, især når man ser på, at starten på den etape også var nervøs og hurtig.”

Opstigningen til Hautacam

“Vi var overbeviste om, at vi kunne læsse Pogacar på den sidste stigning, og vi ønskede at have Wout foran så længe som muligt. Han gjorde et godt stykke arbejde og kunne endda have vundet etapen. Bagefter fortalte Wout mig, at det var en af ​​hans bedste dage nogensinde på cyklen. Tallene viser, at han har ret. På knap fire timer cyklede han ikke mindre end firs minutter ved eller over sin anaerobe tærskel – det øjeblik, hvor mælkesyren produceres i blodet. Ifølge fysikkens love kan en person kun gøre dette i en time ad gangen, men i virkeligheden er det kun fyrre minutter. Wout gjorde det dobbelt så længe, og især efter tre ugers Tour er den ekstraordinært. Det er kendt, at Wout kan gå meget dybt, men den dag viste han en enorm viljestyrke og gik amok. Man kunne se det på gråheden i hans ansigt i slutningen af ​​etapen. For mig måske det bedste slag i hele Touren.”

Etapen til Longwy

“Efter sjette etape var der meget opmærksomhed på hans lange solo-angreb, men præstationsmæssigt var det meget stærkere, hvad Wout gjorde i løbet af de første 60 kilometer af den etape. Wout angreb derefter eller reagerede på et andet angreb mere end ti gange. Andre ryttere der forsøgte at angribe, skulle bruge 20 minutter i feltet for at komme sig. Wout blev ved. Når jeg ser på hans tal fra den dag, ser jeg, at Wout i gennemsnit var omkring sin tærskel, indtil udbruddet med tre blev dannet, men det specielle var rækken af ​​enorme indsatser i rækkefølge med begrænset restitution. Hele ti gange i træk.

Sprint i Lausanne

“Jeg havde udforsket den fase på forhånd og fortalte sportsdirektør Grischa Niermann, at slutningen ville have fået Sagan til at slikke sig om munden i hans bedste år. Lige før mål var en svær stigning på fem kilometer. Som forventet gjorde Team UAE løbet hårdt, så Pogacar kunne spurte efter bonussekunderne. Den sidste kilometer af stigningen havde et meget stejlt stykke, hvor Wout var nødt til at gå dybt, men kom sig straks bagefter. Det adskiller ham fra konkurrenterne. Tempoet falder et øjeblik, og hans puls falder straks med 25 slag. Hos andre ryttere skal kroppen have meget længere tid til at restituere sig, så pulsen kan falde. Ikke med Wout, det sikrede, at han overlevede stigningen relativt frisk, og på trods af at han blev bokset inde to gange, vandt han spurten ret nemt.”

Tidskørsel i Rocamadour

“Man skal have med, at Wout havde været over sine grænser to dage før på turen til Hautacam, når man ser på, at han før har kørt bedre tidskørsler med hensyn til power end lørdag. Men sammenligner man med sidste års tidskørslen i Saint-Emilion, også på næstsidste dag, trådte han den samme gennemsnitlige kraft i år, men tidskørslen i Rocamadour havde flere sving og et par nedkørsler, hvor man næsten ikke skulle træde i pedalerne og derfor ikke leverede power. Desuden, og endnu vigtigere, varede tidskørslen fra Rocamadour femten minutter længere end den til Saint-Emilion. Hans normaliserede effekt – en gennemsnitlig effekt, hvor peaks og nuller er blevet filtreret fra – var identisk, men han pedalerede de høje watt i femten minutter længere. Hans sidste del af tidskørslen var også hans hurtigste. Trods trætheden, en fantastisk præstation.”

 

Mads Pedersen etapesejr Tour de France 2022

 

Nu er det slut. Det blev det hurtigst kørte Tour de France i historien og det kan ikke overraske når man har set hvordan der er blevet trådt som alle kørte på stjålne cykler fra start til mål hver evig eneste dag.

Der kunne være skrevet meget mere, især om starten i Danmark og om de danske ryttere, men det er der så mange andre der har gjort så udmærket og omfangsrigt.

Tak til feltet for underholdningen og tak til ASO for en spektakulær rute. Og på gensyn i 2023.

Som jeg afslutter denne tekst, kommer der en besked fra juniorlandstræneren, Michael Berling, som jeg betragter som en af landets klogeste på cykling. Berling skriver, at for ham var det bedste moment i Touren, det øjeblik for Mads Pedersen sætter den regerende verdensmester (Ganna) og den regerende europamester (Küng) i enkeltstart fra hjul.

Det var godt nok også et djævelsk lirens øjeblik!